Enkeltheden i altid at vide, hvor han havde hende.
Enkeltheden i at fortælle hende, hvor dejligt hun sang, og så få lov til at falde i søvn imens hun spillede.
Enkeltheden i at betale for hendes kaffe, holde hende i hånden på strøget og se på og virke interesseret når hun prøvede sko.
Enkeltheden i at ofre en time af hans aften på en ensformig telefonsamtale bestående af en kort redegørelse af hans dag, detaljeret beskrivelse af en eller to situationer, større eller mindre diskussion af denne situation, en hurtig aftale om hvornår de skulle ses igen og til sidst, som altid: ”Jeg elsker dig. Godnat”.
Enkeltheden i at give og få tilbage.
Han havde næsten glemt Le, men det er svært at holde op med at tænke på noget, han for to måneder siden tænkte på konstant.
