”Er der noget der trykker dig?” spurgte han. Om noget trykker mig? Det gav jo ingen mening.
Hun hed Olivia. Stor var ikke noget hun var, og hun var heller ikke ret tydelig. Faktisk var der sjældent nogen der så hende. Men Olivia det var jo hendes navn, det kunne man ikke lave om på. Lige meget hvor usynlig hun var, så havde hun idet mindste et navn.
Jeg var hendes søster. Jeg er heller ikke stor, men jeg er større end hende. Derfor var jeg jo stadig hendes søster, det kunne jeg ikke lave om på. Vi blev jo bare plaseret på det samme sted på jorden, med kun 10 minutters mellemrum af en grund, som ingen kender.
Olivia var der bare. Hun sagde næsten aldrig noget, og havde det med at glemme og blive glemt. Tit kom hun slet ikke i skole, fordi vores far og mor simpelthen glemte at vække hende. Så måtte jeg cykle hele vejen hjem i frikvarteret og få hende op. Fordi hun også selv glemte, så havde hun ikke fået købt et vækkeur. Jeg købte heller ikke et, for sådan noget ved jeg jo ikke hvor man køber.
Selvom der ikke altid blev lavet lektier, så var hun faktisk klog og god, til at hjælpe mig med matematik. Det var der bare ingen der vidste. Det var jo mig der rakte hånden op og blev taget. Selv når lærer Madsen tog os i række følge, så sprang han altid over Olivia. Ærgerligt, at hun i de tilfælde var for genert til at råbe: ”Hvad med mig?” Det var der ingen andre der gjorde, og den ene gang hvor jeg selv råbte op, var hun sur over at få den opmærksomhed. Den forkerte opmærksomhed, som hun selv sagde.
Jeg prøvede da at fortælle hvem der hjalp mig med lektierne. Jeg var den eneste, der kunne svare på et af de der vildt svære spørgsmål om X og Y. ”Hvordan vidste du det?” Spurgte Madsen, meget interesseret. ”Olivia lærte mig det” Svarede jeg lige ud i luften, og kikkede over på Olivia, som sad i hjørnet uden sidekammerat. Men da jeg kikkede tilbage på Madsen, stod han og spejdede rundt i klassen, som om han ville finde hende. Men det ville han ikke. Undrende vendte han sit blik mod mig og sagde: ”Hvem?” Jeg blev meget forvirret, og nåede ikke at svare.
Naturligvis sad hun ikke og kukkelurede i et hjørne hele tiden. Det var meget andet hun lavede. Faktisk, så havde hun hele tiden gang i noget og var meget svær at komme i kontakt med. Enten sad hun og skrev i sin lille logbog, eller logbøger for det blev efterhånden mange af dem. Hun tegnede også nogen gange, eller gik lange ture. Nogle gange læste hun tegneserier, andre gang alvorlige romaner i hardback. Og så kunne hun godt lide at gå i bad.
Hun var meget tit i bad, flere gange om dagen. Desværre var det ikke små hurtige bade, som hun syndes hun lige trængte til. De var lange, og jeg måtte flere gange gå ind for at tjekke, om hun stadig var i live. Når hun kom ud igen, var hun meget rynket og næsten helt opløst. Hun blev tynd og lille og lignede en vaskeklud. Til at starte med troede jeg, at det var på grund af alt det vand, men så blev vi ældre, og jeg kunne se at der var noget galt. Hun var meget urolig hele tiden, men sov også rigtig meget.
Og så forsvandt hun tit for mig. Tit gik jeg rundt og ledte efter hende i en evighed, men lige så snart jeg råbte: ”Olivia!” så opdagede jeg at hun sad inde i stuen midt på sofaen. Og da var hun meget ivrig og spurgte desperat om hvad jeg ville. ”Jeg skulle bare se hvor du var” svarede jeg altid. så blev hun ked af det, og et par gange begyndte hun også at græde. Bekymret spurgte jeg hende selvfølgelig hvad der var galt, men hun vendte bare sit hoved væk.
-fortsættes.
