Brandert.

Jeg bevæger mig hen af gaden, i en hastighed jeg ikke helt kan definere. Lysende fra gadelamperne spejler sig i vandpytterne, som jeg vader lige igennem. Vejen virker så uendelig lang. Fortovet under mig forsvinder. Jeg kniber mine øjne sammen, fokusere på et gadeskilt. Jeg må stå på tær, men opgiver af frygt for at falde bagover.
Vejen fortsætter i al evighed. Efterhånden kan jeg kende husene, jeg kan bare ikke huske hvorfra. De indre stemmer råber om kap, men de snakker et sprog, jeg ikke forstår.
Mine strømper er våde, og jeg har ondt i mine følelsesløse ben. Energien flyder ud af min livløse krop, og alting bliver tungt.
Jeg sætter mig ned, bare to sekunder. Jeg ligger med ned, bare to sekunder. Lukker mine øjne, bare to sekunder. Asfalten er kold mod min kind. Men det er bare så dejligt stille, her i gyden, beruset og forvirret, i læ for regnen og vinden, i læ for problemerne.