Du lagde dine arme omkring mig, og gjorde alting lidt mere kompliceret. Du tog min hånd, og gjorde det hele lidt mindre skræmmende. Jeg vil altid huske dig sådan. Som ham, der tog mig med storm, og som stjal alt min opmærksomhed.
I mit hoved, var du ikke en knyttet næve, eller et fast græb. Når jeg mindes dig, så mindes jeg ikke det blik, der fik mig ned på knæ, og gjorde mig magtesløs. Jeg tænker ikke på de gange, hvor jeg var din, og ikke kunne stride imod.
Men alle de gange, hvor din arm var slynget rundt om mine skuldrer, og vi sad i din seng, og du kyssede mig på kinden. Alle de gange, hvor jeg følte mig tryg, fordi jeg stod bagved dig, og du ville beskytte mig. Alle de gange, dem husker og savner jeg.
For du var jo ikke ond. Du var ikke et dårligt menneske, ikke i mine øjne. Heller ikke når de andre kiggede chokeret på min arm og spurgte hvad der var sket. ”Det skete i fredags” sagde jeg, og fortalte om den fremmede mand i baren, der tog hårdt fat i mig. Og når jeg fortalte dem, at jeg faldt ned af trapperne derhjemme. Så dumt, men hvis jeg fortalte dem sandheden, så ville de ikke forstå.
Strandfesten er et tåget minde. Jeg drak alt for meget den aften, det kunne alle se. Alting var enten mørkt og utydeligt, eller bevægede sig, og det var svært at gå i det tunge, bløde sand.
Simon var der, min gamle barndomsven. Ham havde jeg ikke set i næsten fem år. Jeg husker ikke hvor længe vi sad og snakkede sammen, eller hvad vi snakkede om. Jeg husker kun, at du var utilfreds med det. De andre drenge prøvede at holde fast i dig, da du væltede ham ned i sandet. De forsøgte at holde dig tilbage, men du løb efter ham. Langsomt trak jeg mig tilbage, og satte mig hen bag et par buske, hvor du ikke ville finde mig. Præcist hvorfor jeg gik derom husker jeg ikke, men jeg var vel bange.
Det lykkedes dig at få øje på mig, selvom jeg var godt gemt. Jeg havde aldrig set dig så vred. Du greb fat i min arm, og råbte mig ind i ansigtet. Jeg kan ikke huske hvad du råbte, kun at det var ubehageligt. Du ville have mig til at undskylde. Først tænkte jeg, at jeg jo ikke havde gjort noget galt. Men så kunne jeg se i dine øjne, at jeg havde såret dig. Det var vel min skyld. Så jeg hviskede ”undskyld” og jeg græd vist. Du gav bare slip og gik din vej.
Det var jo bare for at beskytte mig. Fordi du var bange for at miste mig.
Du var jo min hverdags helt. Min flugt fra virkeligheden. Når dem, der før i tiden altid var der for mig, langsomt trak sig væk og ungik mig, så var du der altid. ”fuck dem” tænkte jeg, når jeg kunne mærke deres blikke brænde huller i min ryg. Jeg havde jo dig, og det var alt jeg behøvede.
Når jeg sad bag på din knallert, og når du gik med armen rundt om mig, følte jeg mig noget værd. Jeg følte, at jeg ikke havde noget at være bange for. Jeg behøvede ikke at bekymre mig om noget, du vidste vejen, jeg skulle bare følge med. Jeg skulle bare gøre, hvad du sagde.
Engang kyssede du min pande. ”De andre ved ingenting.” hviskede du. ”De ved intet om du og jeg.” Først forstod jeg ikke, hvad du sagde. Men senere, da du hviskede: ”De tror jeg er den forkerte, og at jeg er ond”, gik det op for mig, præcist hvad du snakkede om. Og da du så kiggede mig i øjnene, og sagde: ” Men de har intet at sige, vel?” Jeg fællede en tåre. Forsigtigt, som du nu var en sjælden gang imellem, tog du min hånd. At gøre andet, end at ryste på hovedet var umuligt.
Du havde mig i din egen lille leg.
