Ilden er sårbar. Den lille, gule flamme for enden af min tændstik er sårbar. Den lille, gule flamme, der er et af naturens stærkeste elementer, er sårbar.
Den spreder sig fra svovlstubben ned på stræpinden og brænder mine fingre. I forskrækkelse giver jeg slip, og den centimeter lange flamme lander på mit tæppe på gulvet. Den får hurtigt magten over det syntetiske stof og vokser sig stor og kraftig. Jeg ser til, mens den river fat i tøjet ved siden af. Det hele går så hurtigt. Min skjorte baner vej mod det sortebord, som leder den til min seng. Og min guitar. Den brune, western guitar, jeg fik i ottene klasse. Den brænder.
De stikrøde flammer er akurat så høje, at de når T-shirten og de tusind billeder på min væg. De bluser op og laver et kæmpe 3D maleri ved siden af mig. T-shirten danner en perfekt trappe fra gulvet op til gardinet, der blokere vinduet.
I den anden ende er klædeskabet og bogreolen blevet til store brændestabler. Knagerækken. Den lille bro mellem reolen og døren.
Jeg vil rejse mig, men mine fødder er tunge og jeg når det ikke. Døren er nu et offer for ildens brutale vokseværk. Og jeg kan intet gøre.
Mine øjne løber i vand, men de få tårer er ikke nok til at drukne flammerne. De fordamper bare.
Jeg er alene, helt alene.
Mine vandpyt øjne åbnes. Jeg er stadig alene. Foran mig holder jeg en lille, gul flamme for enden af min tændstik. Omhyggeligt spidser jeg mine læber, og ud af min mund flyver et kort, men præcist vindpust. Det rammer ilden, som straks dør. Dør og forsvinder.
For ilden er et af naturens stærkeste elementer. Og ilden er sårbar.
