Langsomt begyndte han at gå hen mod mig. Det tog en evighed. Jeg ville have ham, lige nu på stedet. Han gik i slowmotion, et skridt af gangen. Vi havde stadig øjenkontakt da han kun var centimeter fra mig. Hvis der stod en ved siden af os, ville jeg ikke opdage det. Mit fokus lå på ham, for der var intet andet at kigge på. Kun os og mørket. Jeg kunne høre ham trække vejret.
Hans hænder bevægede sig opad og tog fat i kraven af min lyse læderjakke. Forsigtigt trak han den af mig og lod den falde til jorden. Der var koldt, men jeg havde det fint.
Han lagde sin varme, nærmest brændende hånd på min nakke, og kørte fingrene rundt i de få løse nakkehår. Omhyggeligt hev han elastikken ud af mit hår. Stadig dybt fokuseret.
For at sætte farten op rev jeg hurtigt min t-shirt af. Han fulgte efter, gav slip og rev sin egen af. Så greb han fat om mit liv og skubbede mig ind på ham. Jeg slyngede min ene arm om hans nakke, og lagde den anden solidt på hans brystkasse. Vores næser ramte hinanden da han roligt støttede sin pande mod min. Da slap jeg hans øjne og lukkede mine.
Alting smeltede inden i mig. Hans åndedræt, der ramte mine læber, dannede min puls. Vi var et, i det øjeblik var vi et. Tiden forsvandt omkring os, der fandtes kun mig og ham. Os to. Lige her, i stuen, omgivet af mørke. Alt det, der ikke er der.
Jeg ville ikke længere have tiden til at gå hurtigt. For min skyld måtte den godt gå sin vej, og lade os være i fred. Så jeg kunne stå her med ham i en evighed.
