"Du bliver ved med at kigge ind i en fjern fremtid" Sagde han, eller noget i den retning. Og det kan ses på hende, tydeligt. Når hun bekymrer sig. Når der er noget i vejen.
Hun kiggede lidt ud af det store vindue, der ikke var rullet for. Hun kunne kun se himlen. Den kedelige, ensfarvede himmel. Som et frosthvidt lan, der bare var lagt foran ruden, så de ikke kunne se ud.
Hun kunne se fremtiden den vej, det havde han ret i.
Og det var mørkt og koldt, for han havde ikke tændt varmen. De havde fingrene over kors. Alene det gav hende lyst til at græde. Til at bryde sammen, foran ham.
For det var lige så åndssvagt, at hun skulle sidde der og ønske sig frem i tiden, som det var åndssvagt, at han havde tilbudt hende det. For han vidste jo, hvad han gik ind til.
Hun kunne rejse sig og gå når som helst. Bevæge sig hen af gulvet, tage sko på og gå ud af døren og hen af de sneklædte gader.
Det blæste udenfor, det kunne de begge høre.
For hun havde ikke lyst til at være der længere. Men hun ville ikke gå. For når hun først var udenfor. Når han først var ude af syne. Så besluttede hun sig for, at han ikke skulle være en del af hende længere. At han ikke længere ville eksistere.
Men jeg gik ikke. Jeg blev siddende. Stadig frysende. Stadig med fingrene over kors.
"Jeg synes du er smuk" og det var de samme ord, med den samme betydning, men de kom fra den forkerte, og så var de ikke lige så meget værd.
Godnat.
