Natten har vundet over min lampe. Ensomheden dræbte stearinlyset på mit bord. Jeg er bange for det store sorte ingenting. Og alting.
For verden består af mørke. Og jeg er bange for verden, og alt det jeg ikke kan se.
Jeg lukker mine øjne. Lukker uhyrerne ude.
Og jeg sidder foran din seng, venter på du vågner. Her er lige så mørkt som før. Mørkere.
Men jeg kan mærke dit hjerte, under min hånd under din hånd. Jeg kan høre dig trække vejret ind og ud og jeg er frygtløs.
Selvom min ryg er blottet mod det store sorte alting, og uhyrerne ligger på lur. Jeg er sårbar.
Men de kan ikke nå mig. Med dig er jeg beskyttet. Udødelig.
Jeg kan ikke se dig, du eksistere ikke. Kun din hånd, din vejrtrækning og dine hjerteslag.
Når det er lyst. Når du vågner. Når der ikke længere er noget at frygte. Så giver du slip på mig. Vender dig om. Går.
Var du bare en drøm? Et produkt af min håbløse fantasi?
Som nu, hvor jeg slår øjnene op og kun kan mærke ensomhedens brændende jerngreb. Det kvæler mig, og du er der ikke til at jage uhyrerne væk.
Du er her ikke.
Kun det store sorte ingenting. Og jeg er mørkerad.
