For lang tid siden kørte jeg i tog.
Det var en lang tur, og to stop henne stiger der en dreng i grønt på og sætter sig skråt over for mig.
Han er høj, mørk og rar at se på. Han havde sony erricson headset i ørene, en halskæde om halsen med et vedhæng, jeg tror det var et kors, men jeg kan ikke rigtigt huske det. Og så røg han vist malboro.
Efter måske to timer begyndte han at kigge på mig.
Som regel, når man kigger på en person, kigger man væk, hvis personen fanger blikket.
Det gjorde han ikke. Han smilede ikke, bevægede sig ikke, der var ingen forandring. Han så bare på mig.
Jeg tog solbriller på, og kunne se ham halvt til venste og til højre, hvor hans spejlbillede sad fast i ruden, uden han ville opdage, at jeg så tilbage på ham.
Efter noget tid opdagede jeg, at han smilede. Han smilede rigtig meget og næsten helt lykkeligt. Efter lidt mere tid opdagede jeg, at jeg selv smilede over hele ansigtet - uden grund.
Vi skiltes uden at udveksle et eneste ord, og jeg har ikke set ham siden.
Måske kunne han se på mig, at jeg i det øjeblik var lykkelig.
Eller måske var han bare selv lykkelig.
