Jeg bliver ved med at huske mig selv på, at jeg skal skrive.
Skrive om dybere ting end vild ungdom og latterlige mandage.
Skrive om følelser.
Men jeg kan ikke mærke andet, end følelsen af at ønske sig noget inderligt.
Og den åndssvage følelse af, ikke at kunne nå det.
Jeg ønsker mig dig.
Jeg ønsker mig tid med dig. Aftener, morgener, eftermiddage og nætter med dig. Uendelige nætter med dig.
Jeg ønsker mig i tæt på dig. Så tæt på, at jeg ikke kan komme længere, uden at smelte sammen med dig.
Jeg ønsker mig alene med dig.
Jeg ønsker mig forbundet med dig.
Jeg ønsker mig selv videre. Jeg ønsker mig en afslutning på det her.
Jeg ønsker mig hen til den dag, hvor du rejser dig og går ud af min krop. Hvor du ikke længere ligger og holder mig om natten, uden at trække vejret. Hvor du ikke er det første, det sidste, resten og det hele. Den dag, jeg endeligt acceptere, at vi ikke kommer længere nu. At vi er færdige, slut. Den dag, hvor det ikke længere gør ondt at vågne om morgenen, fordi du er forsvundet.
Jeg ønsker at kunne gå forbi dit hus, uden at tjekke om du sidder bag vinduet. For jeg bliver så uendeligt skuffet, når du ikke gør.
Jeg har ikke lyst til andet end dig. Nu hvor jeg ikke kan få dig, har jeg ikke lyst til andet, end at drømme om dig. Huske på dig, holde fast i dig. Jeg vil ikke vågne igen.
