Måske var det fordi han var så tydelig midt i den slørrede nutid. Han duftede af cigaretter og hugo boss, en blanding der blev hængende i tøjet. Han var lige så blød som kartoffelmel, og snakkede som en blanding af Erik Saties roligste melodier og Steven Fry, der læser højt fra biblen.
Jeg svævede rundt i ingenting, da han greb fat i min arm og hev mig gennem glas, til den anden side med ren, gennemsigtig luft og græs, der havde fået lov til at gro.
Han brændte hul i mit gulvtæppe med en navneløs smøg.
Han brændte hul i min arm, mens jeg elegant gled hen over hans kartoffelmelhud.
Jeg bad ikke om det.
Men dagene flød sammen og han lyste op i mørket.
Winter diamonds fall to the ground, fall from your hair
Leaves a week delay of a sound proving we've been here.
