berøring

Jeg ved ikke hvad du gør eller hvordan du gør det eller hvorfor du gør det, men du bør nok stoppe.

Din rygsøjle og lyden af din stemme.
Følelsen af dig under mig
og ved siden af mig. Oven på mig.
Dine fingre
dine ribben
dine tænder
modermærker, ar
hårene på dine arme.

Jeg lukker øjnene,
ruller en halv omgang og mumler noget, der ikke engang giver mening inde i mit hoved.
Og du griner af mig, fjerner mit hår
ånder helt tæt på mit øre,
til jeg vender mig igen.
Fordi jeg ikke kan lade være.

Jeg bliver stadigvæk i tvivl nogle gange.
Jeg bliver stadigvæk i tvivl om hvorvidt, du rent faktisk har været her.
Om min desperate tankefabrik bare har fundet på dig,
lavet dig ud af disneyfilm og erotiske noveller.
Men min desperate tankefabrik ville aldrig lave noget i retningen af dig.

Jeg lukker øjnene igen,
kysser dig og lader mine fingre gå tur på din brystkasse,
de møder dine.
og du stopper mig, holder mig fast.
Jeg ligger stille,
lytter efter, overvejer om du holder vejret
overvejer om jeg selv holder vejret.
indtil jeg falder i søvn.

Jeg ved ikke hvad du gør eller hvordan du gør det eller hvorfor du gør det,
men jeg ville ønske du ville blive ved.
fordi du ikke kan lade være.

tumblr_m7z521m64m1qd2dcwo1_500