Du har hobet dig op. Inden i mig.
Du har stået i kø, ventet på, at jeg kunne ændre fokus igen.
For lige så snart projektopgave og rengøring er overstået,
har jeg intet at distrahere mig selv med længere.
Og du sidder over alt.
Du koger suppe med min mavesyre
over den ild, du har startet bag mit bryst.
Du bruger mine tarme som sjippetog,
kradser hul indefra.
Forsøger at komme ud
gennem mine hænder og fødder
i form af patetiske slag
og spark,
der alligevel aldrig
vil vokse sig kraftfulde nok,
til at gøre nok skade på dig.
gennem mine øjne
i form af frustration og søvnløshed
som en million nyttesløse tåre,
der ikke har nogen relevans i verden.
Og ordene står lined op
på min tunge.
Onde, men ærlige ord
der har planer om
at gøre alting meget værre
end det i forvejen er.
Og mine kinder udvider sig
støber ligegyldigheds smil på mit ansigt
maler mit udtryk hånligt
og overlegent
i et desperat forsøg på
at få lidt værdighed tilbage.
Den værdighed jeg mistede,
første gang jeg kyssede dig.
Mit hoved gør ondt.
Du gør ondt.
Jeg er sur på dig.
Jeg er sur på alle dem, der mener jeg skal være sur på dig.
Jeg er sur på mig selv, fordi jeg er sur på dig.
Min pande larmer,
overdøver alting med rustne have-værktøjer.
Overdøver hver eneste lille del
af min krop,
der har reageret på dig.
Jeg nægter at reagere på dig.
Jeg nægter at tro på dig.
Jeg burde være ligeglad
Jeg burde sige noget
Jeg burde slå dig
hårdt
i maven.
