Du smilede vist, sukkede. Strøj instinktivt en finger under mit øre, og spurgte, om du måtte have lov til at tænke over det. Og jeg var fuld, svarede ja, og tænkte ikke så meget over det selv.
Nu er jeg vred - nej, irriteret, ikke vred, på mig selv over, at jeg har brug for titler.
Jeg vil tildeles et navn, en historie, et ID.
Jeg vil sættes i bås. Jeg har brug for stilstand, lukning og fastfrysning af alle muligheder for forandring.
Jeg har lige så meget brug for orden, som du.
Og det irritere mig.
For jeg vil ikke være en del af din organiserede verden, hvor alt er navngivet og deffineret. Sat i rang, sat på plads.
Din velovervejede lille have. Ubevægelige lille have.
Vil du overhovedet have mig der?
Du smilede vist, sukkede. Strøj en finger under mit øre i en fløjlslet, perfekt bevægelse, og spurgte, om du måtte have lov til at tænke over det. Du burde være færdig med at tænke nu.
Vi laver bare en helt ny verden.
Du og jeg
på en eksotisk strand
Væk fra økonomisk ildebrand
og lidt for mange gram
(Marvis teori)
