Hvor var han perfekt. Jeg har mødt ham, endelig. Ham der, som alle bare venter på. Ham der jeg aldrig vil blive træt af. Om han nu bare ville blive træt af mig. Det ville han sikkert. For jeg er lige typen man bliver træt af. Men lige nu virker han glad for mig. Måske ikke lige så glad som jeg er for ham. For han er ham. Og jeg har fundet ham, set ham, rørt ham og grint med ham. Og han er bare helt perfekt. Måske er det sådan at alle har en, der er helt skabt for dem. En sjælspartner, ment-to-be. Som når man kigger på hinanden, og ved at de er skabt for hinanden. I så fald er han skabt for mig. Og jeg har fundet ham. Og når han snakker, så er det som om alle forsvinder omkring os. Kun mig, ham, tomme stole og fyldige, ligegyldige ord. Ikke ligegyldigt, for alt han siger er fantastisk. Hver eneste ord er som poesi. Smuk poesi, og det fylder mig, med alle de følelser der kan remses op på en krøllet serviet. Men de vejer ikke noget. Intet. De ligger roligt og tungt, fordelt i hele min krop. Og de giver mig lyst til at løbe hjem og lytte til Hello Goodbey, til det hele bliver overfladisk og forelsket-i-at-være-forelsket-agtigt. Og de giver mig lyst til at kramme ham, omfavne ham og kysse ham, og aldrig slippe ham.
For når han slipper mit åsyn, forsøger følelserne at komme ud. De samles i mit hoved, og pressede sig ud gennem mine øjne i form a tårer. Så er han væk, og snart er han helt væk, ude af mit liv. Og så har jeg mistet ham.
For han har en forbandet kæreste, som han er så forbandet glad for.
Noget dejligt, naivt romantik fra Brønderslev forfatterskole jeg fandt på min hylde.
