En balletdanser løb forsigtigt op af hans overarm og stoppede midt på skulderen. Hun drejede rundt et par gange, faldt tilbage, men genfandt balancen på hans skuldreblad. I lange bevægelser dansede hun sig tættere på nakken, hvor hun i et øjeblik hvilede lige under de korte nakkehår, inden hun hoppede helt ind i den mørkebrune mark. Hun kiggede op på solen og dansede videre mellem de høje strå.
Han vågnede, og ud af ingenting gik der ild i hende.
Jeg savner dine balletfingre. Jeg mærker dem stadig på mine arme og min brystkasse, og jeg vågner op og fryser og jeg... Jeg mærker dig stadig ligge ved siden af mig. Jeg kan stadig høre dit åndedræt, og du er der. Nogle gange var jeg bange for at rulle hen over dig. Jeg var bange for at holde dig for stramt, jeg var bange for at knuse dig. At jeg pludseligt skulle åbne mine øjne og være omringet af de porcelæns stumper, der ville være tilbage af dig. Jeg var aldrig bange for, at det var dig, der skulle vågne op og se mig ligge i tusind stykker omkring dig. Og jeg havde aldrig set, at du bare ville rejse dig og gå.
Men jeg savner dine fingre. Dine brændende bjørneklør og jeg mærker dem stadig.
