Jeg trådte ind i biografen uden forventninger - jeg havde hverken råd eller tid, men jeg havde et løfte, jeg ikke kunne bryde.
Og selvom jeg sad på sæde 3 helt bagerst med dårlig mavefornemmelse og samvittighed, lod jeg mig selv synke ned i bluesmusik og sydstatsdialekt. Og jeg var barn igen.
De to piger til højre for mig betød pludseligt alverden, og jeg glemte hvordan det hele går lidt dårligt og hvordan jeg egentligt også er træt af alle folk omkring mig og hvordan jeg er sådan ret træt generelt. Jeg glemte at jeg savner den dreng, der er helt tæt på mig, og den mand der burde være tæt på mig.
Tænk at film kan gøre så meget.
