Om lidt over en dag tager jeg til Dublin og når jeg kommer hjem igen om lidt over en uge er min storebror rejst langt over Atlanterhavet.
Jeg kommer til at savne ham.
Vi ser sjældent hinanden, vi skændes altid og han stresser og frustrere mig som ingen andre.
Men det er mest det, at "det gør vi en anden gang" pludseligt først kan være om et halvt år eller måske aldrig.
Det er mest det med, at jeg ikke lige kan spørge ham om noget. At jeg ikke lige kan fortælle ham et eller andet.
Jeg tænker lidt på, om jeg nu har sagt det jeg gerne lige ville sige.
Det er tosset.
Vi har set film nu, vi har været gode venner. Og nu skal han ud og svømme med hajer, bestige vulkaner og snakke spansk.
